ĭnundō, āvī, ātum, āre, tr.,

¶ 1 inonder : terram Cic. Nat. 1, 103, submerger la terre, cf. Liv. 8, 24, 7 ; 24, 38, 5 ; 30, 38, 10 ||
[fig., en parl. d'une foule d'h.] : Virg. En. 12, 280 ; Curt. 4, 12, 20 ; 5, 7, 8

¶ 2 [abst]

a) déborder : Liv. 22, 2, 2 ;

b) [avec abl.] déborder de, regorger de : Virg. En. 10, 24 ; 11, 382.